TV-2
Med afsæt i 80’ernes minimalistiske nyrock har TV-2 i de seneste 30 år udviklet sig til et af de mest folkekære danske bands uden at miste skarpheden. Stilen er præget af dansant, dobbeltbundet (selv)ironi med veludviklet diabolsk tæft for at se durk gennem tidens trends. Samtidskritik snarere end samfundskritik har udviklet sig til et publikumsskattet speciale for bandet, der typisk kalder sig ’Danmarks kedeligste orkester’.
Danmarks lykkeligste orkester bruger foråret og sommeren på at indspille deres 19. studiealbum.
Bandet har efter mange års pause i samarbejdet, genoptaget forbindelsen med den legendariske producer Greg Walsh, og samtidigt indledt et nyt bekendtskab med Kristian Leth.
Det der indtil nu er sluppet ud af studiet, tyder på et håndspillet og mere rocket udtryk. Energien er i front, siger bandet selv, ikke uden en vis klædelig jysk beskedenhed.
En af titlerne på det nye album er: “Er vi glade eller hva”. Og rejser spørgsmålet: Er vi der hvor vi forestiller os vi skulle være? Hvis ikke hvorfor så? Og hvordan kommer vi videre? Store temaer der skal et stort voksent orkester til at håndtere.
Albummet udkommer til efteråret og følges op af en landsomfattende Danmarksturné i 2019. Som noget nyt deles koncerten i en akustisk og en elektrisk afdeling og af samme grund, vil koncerten denne gang tilbydes et siddende publikum!