Vælg en side

CHEIF 1

Lars Pedersen, bedre kendt som Chief 1, ejer sit eget pladeselskab og er aktiv producer for en lang række artister. I 2016 udgav han sin første solosingle ”Man Skal Dø Lidt”.

Chief 1, også kaldet Chefen, er på alle måder en markant skikkelse i det danske musikliv gennem de sidste 20 år, hvor han har fungeret som DJ og producer for mange af landets største stjerner.

Som aktiv musiker i gruppen Rockers by Choice i 1980’erne var han på det nærmeste med til at opfinde dansk hiphop. Siden har han kastet sig over rollen som producer, hvor han har hjulpet adskillige musikere til toppen og bl.a. produceret musik for Nik & Jay, L.I.G.A., Sanne Salomonsen, Shu-Bi-Dua, Thomas Blachmann, Gnags, Danser med Drenge, Outlandish og mange flere.

I rollen som DJ møder vi en mand, hvor der musikalsk ingen grænser findes, det drejer sig om festen og festen alene. Alle årtier, helt tilbage fra 50´erne, står for skud, intet er helligt. Stones møder Justin, der møder MJ og går over i Gasolin for at ende i Abba, James Brown og Human League for til sidst at gå i spænd med Snoop Dog & Grandmaster Flash… Intet er sikkert andet end at alle nok skal blive ramt af deres yndling, før eller senere. Det hele afhænger af publikums åbenhed – for hos Chief 1 er alt tilladt.

Chief 1 var blandt de første hip-hoppere i begyndelsen af 80’erne, og var i 1987 med til at danne Rockers By Choice, med hvem han udgav fem albums frem til 1996. Rockers By Choice var et af de mest markante bands i den første  bølge af dansk rap og hittede med numre som “Engel”, “Nej Til Narkotika” og “Sumper”.

I begyndelsen af 90’erne var Chief 1 også tidligt ude med dance-musik og var bagmand, producer og sangskriver for Sound Of Seduction, der havde en lang række hits gennem 90’erne, som bl.a. “Feel Like Dancing”, “Caravan Of Love” og “Welcome Into My World”. Det var Chief 1 der opdagede Remee og Christina Groth fra selv samme band.

I 2002-2003 var Chief 1 dommer i talentshowet “Stjerne For En Aften” på DR1, som var den første af sin slags, og med 1,6 millioner seere ugentligt, blev en kæmpe succes.

I dag driver Chief 1 sit eget studie “Chiefment” samt eget pladeselskab, og står bl.a. bag bandet L.I.G.A. Han er konstant på udkig efter morgendagens stjerner, når han altså ikke lige giver de ældre danske top musikere et friskt skud i deres sound.

Chief 1 har til dato produceret over 1 million solgte albums herhjemme.